Flere og flere i Danmark tager jagttegn. Vi vil ud i naturen, koble fra vores fortravlede hverdag og tage friskt kød med hjem, som vi ikke har købt i supermarkedet. Og når de forskellige jagttider nærmer sig, er det tid til at forberede jagtgarderoben og -udstyret, så du er helt klar.

Det er ikke lige meget, hvad du har på, når du skal på jagt. Det kan være koldt i skoven, især hvis du er ude en hel dag og måske sidder stille i lang tid.  Hvad du skal have på, afhænger også meget af årstiden. På en kold vinterdag kan du ikke nøjes med en fleecetrøje og et par tynde fingerhandsker – så ender du ud med en iskold krop, der ikke er ideel til jagt.

Du kan finde alt dit udstyr og tøj til jagt på friluft.dk. Der er blandt andet et stort udvalg af det, vi skal kigge på i denne artikel: de tre vigtige lag tøj til overdelen, bukser og det tilbehør, du bare ikke kan undvære i din jagtgarderobe. Med den rigtige planlægning fra starten behøver du ikke fylde skabet med næsten ens bluser, trøjer, bukser og tilbehør, da du med de samme items kan blive klar til en varm sommerdag og en kold, snefyldt vintermorgen.

Vælg de rigtige lag

Det er lag-på-lag, der giver os varmen. Men det skal være de rigtige lag, så der er luft imellem, og så materialerne passer til vejret og formålet. Lagene har også den fordel, at de er nemme at tage af og på igen, som vejret kræver det. Hvis du starter en kold morgen, hvor solen hen på formiddagen bryder frem, bliver det en meget lang dag, hvis du har alt for varmt tøj på uden at kunne smide det. Med de anbefalede baselayer, mellemlag og yderlag kan du nemt tilpasse dig temperaturerne.

Baselayer

Et baselayer er det inderste lag. Dets vigtigste opgave er at transportere din sved udad, så du ikke ender med at blive kold på grund af fugten, når du sveder. Om det skal være syntetisk, bomuld eller merinould kommer an på dit aktivitetsniveau og årstiden.

Generelt sværger mange jægere til merinould, fordi det effektivt regulerer kropstemperaturen, hurtigt tørrer og transporterer sved og varm luft væk fra huden. Brug gerne uldundertøj – lange underbukser og en langærmet undertrøje alt efter kuldegraderne.

Mellemlag

Mellemlaget transporterer sved og fugt fra dit baselayer til yderlaget og giver et ekstra lag varme. Ofte er det nok med en fleece, fordi den både er varm, åndbar og komfortabel. Nogle fleecetrøjer er også vindtætte, hvis du skal bruge den i blæsevejr uden et vand- og vindtæt yderlag.

Du kan også gå efter en vatteret vest eller inderjakke, der er let isolerende og giver rigtig god varme – både når du bruger den med og uden yderlag.

Yderlag

På de rigtig kolde eller regnfulde og vindblæste dage kommer du ikke uden om et yderlag. Kig efter et vind- og vandtæt lag, der samtidig er åndbart, så du ikke smelter indenunder i dine andre lag. Hvis du sidder meget stille i koldt vejr i længere tid ad gangen, kan det være en god idé med flere mellemlag under dit yderlag – for eksempel både en tynd fleecetrøje og en vatteret trøje eller inderjakke.

Det er også vigtigt, at du har nok bevægelighed i den jakke, du vælger, og at der er al den plads til opbevaring, du har brug for. Overvej for eksempel, om du har brug for en harelomme, og om du skal have plads til meget udstyr, så du skal vælge en jakke med ekstra mange og store lommer.

Når det kommer til bukser, bør du tænke over lydløshed, varme og holdbarhed. Skal du igennem tæt krat, bør du vælge et par, der beskytter dine ben mod torne, grene og lignende, og skal du sidde ned længe, er det en god idé med nogle forede eller vatterede termobukser, så du ikke bliver kold. Tænk også over, om de skal være vand- og vindtætte, og om du skal kunne vandre flere kilometer i dem, eller om du skal bruge dem til at sidde helt stille.

Tilbehør du ikke kan undvære

Regner det? Så er det måske ikke nok med et gennemsnitligt vandtæt yderlag – du skal have fat i regntøj til jagt, der kan holde til mere end en almindelig regnbyge. Hvis du går i silende regn en hel dag, er det lige meget hvor gode dine tre lag er, hvis dit yderlag ikke kan holde regnen ude.

Når det er koldt, kommer du heller ikke uden om et par gode handsker og sokker. I nogle temperaturer er et par tynde fingerhandsker nok, men i andre tilfælde har du sikkert brug for de helt store, forede vanter, hvis du vil kunne holde varmen. Uldsokker i merinould er ideelle, da de holder dine fødder varme uden at holde på fugten. De fordeler også varmen godt, så du føler dig varm over hele foden.

En hat og/eller en halsedisse kommer du også langt med i de kolde perioder. Især halsedissen er praktisk, fordi de fleste kan bruges både rundt om halsen, over hovedet og til at dække både hals, hoved, næse og mund på samme tid – alt efter hvordan du placerer den.